Steelheader.dk

Flemming Birger Larsen

Karluk River, Alaska 2006
I september 2006 var jeg for 3. gang på Karluk. En super tur med Hans Jørgen og Eigil.

Læs min rejsedagbog fra turen eller se video her

Deltagerne var Eigil på 66 år, der ikke havde meget fiskeerfaring (og aldrig med flue) men altid havde drømt om at opleve Alaskas vildmark, og Hans Jørgen på 50 år der tidligere havde fisket i Canada. Sidste mand var mig, Flemming B. Larsen, 35 år og på vej til min 5. Alaskatur. 
Dagbog fra Alaska
Stacks Image 512
20. september
Der var planmæssig afgang fra Kastrup og ankomst til Seattle. Den lange flyvetur gik med video, fiskesnak og en lur i ny og næ. Vi tog direkte til vores lufthavnshotel for en god nats søvn. Vores tur var godt i gang.
Stacks Image 429
21. september 
Vi vågnede kl. 3.00 – og skulle flyve videre til Alaska kl. 6.00. Der var planmæssig afgang fra Seattle, men herefter kørte planen af sporet. Vores fly til Anchorage blev 45 minutter forsinket så vi nåede ikke vores fly videre til Kodiak Island. Vi blev ombooket til et fly kl. 13.00. Vi havde 3 timer i Anchorage så vi tog en taxi til en stor fiskegrejsforretning og shoppede lidt fluer mv. Vi sluttede vores korte Anchorage besøg på en lokal sushi restaurant. 
Vi kom planmæssigt af sted til Kodiak, men efter en times flyvning (kort før landing) fik vi at vide at det var for dårligt vejr til at lande på Kodiak, så de ville vende om og flyve tilbage til Anchorage – øv øv vi var der næsten. 
Kort efter fik vi besked på at de ville lande i Homer og vente på bedre vejr – trods alt bedre end hele vejen tilbage til Anchorage. Vi ventede 3 timer i Homer før vi fik at vide, at vi alligevel skulle tilbage til Anchorage - øv igen. Da vi kom tilbage til Anchorage fik vi at vide, at vejret på Kodiak var i bedring og vi ville komme med et fly kl. 21.00. 
Vi kom af sted kl. 21.00 og efter en turbulent flyvning i den lille deHavilland Dash 8 landede vi på Kodiak Island kl. 22.00.  
Jeg ringede til hotellet og de sendte en bil efter os. Da chaufføren ankom spurgte han hvor vi kom fra…Danmark! Svarede vi. Det gør jeg også sagde han og fik tårer i øjnene. ”Jeg snakker dansk” fremstammede han. Han hed Jan og var rejst til USA med sin familie i 1958, da han var 4 år. Hans familie havde talt dansk, så han kunne lidt dansk. Han var helt overvældet og fik flere gange tårer i øjnene og omfavnede os. Der gik lang tid før det gik op for ham, at vi gerne ville til hotellet og sove. 
En herlig velkomst til Kodiak men vi havde mistet vores indkøbs- og planlægningsdag. 
Stacks Image 486
22. september
Vi har jetlag og har ikke sovet meget de sidste par dage, men må alligevel op kl. 5.00 for at indhente tidsplanen. Vi startede i supermarkedet og fik handlet alt mad. Mens de andre gik på fiskegrejsshopping, hentede jeg satellittelefonen og gas.  
Trods hårde odds var vi klar kl. 9.00, da vi planmæssige blev hentet af vandflyverfirmaet. Det første vi fik at vide var, at de var på ”weather hold”, hvilket betød at de ikke kunne flyve, som det var lige nu - på grund af for meget vind……øv igen. Trods tvivl om det var muligt at flyve blev vi gjort klar, vejet og det hele, så vi var klar når det blev bedre vejr. Kort efter fik vi at vide, at vinden havde lagt sig så meget, at vi kunne flyve planlæssigt kl. 11.00…jubiiii. 
Vi blev kort til Near Island hvor den gode gamle deHavilland Beaver (vandflyver) ventede på os. Den blev læsset til det yderste og de kæmpede hårdt for at få plads til alle vores stålkasser, gummiraft mv., og af sted gik det.  
Det blev noget af en bumletur, men efter en lille times flyvning landede vi på Karluk Lake. Vi så 4 bjørne fra flyveren. De gik lige nedstrøms indløbet. Der boede 3 gutter i den lille primitive hytte der ligger lige ved indløbet. De var franskmænd, men boede i Anchorage. Denne ene var fiskeguide på Karluk. 
I løbet af en god times tid var lejren sat op - på det ”sædvanlige” sted – og vi kunne begynde vores fiskeri. Sølvlaksene er ikke helt her oppe på dette tidspunkt, men der var masser af rødlaks, fjeldørreder (Dolly varden) og regnbueørreder. Jeg fiskede med dobbeltflue – en egg-sucking leech og en lille perle (æg-imitation). Den første fisk jeg fangede var en smuk regnbueørred omkring et kilo. Der blev fanget godt med rødlaks og fjeldørreder (op til 2 kg.) – også Eigil der er helt ny med fluestangen (og i øvrigt ikke havde fisket i mange år) fangede både laks og ørreder. 
I løbet af dagen så vi yderligere 7-8 forskellige bjørne – men de holdt sig et godt stykke fra indløbet. Da vi, godt trætte, gik i seng, blev det endelig til en god nats søvn – uden forstyrrelser !!!! 
Stacks Image 488
23. september 
Efter en tiltrængt nattesøvn vågnede vi veludhvilede, for første gang i 3 dage. Efter et dejligt morgenmåltid gik vi igen i gang med fiskeriet. Der var en del bjørne ca. 500 m. nedstrøms indløbet – men de blev der nede. Jeg ringede hjem fra satellittelefonen – det var rart lige at få kontakt med familien.
Vi gik på bjørnefotosafari. Det var solskin og der var gode muligheder for at få nogle gode billeder i kassen – også selv om vi holdt os på forsvarlig afstand. Vi så 3-4 bjørne der fiskede, og lidt senere kom en bjørnemor med 2 unger. Vi observerede dem fra ca. 150 m. afstand – det var en stor oplevelse. 
Gutterne i hytten sejlede nedstrøms og vi var alene ved søen. Vi tog lejren ned og flyttede ind i hytten. Hans Jørgen pustede raften op (Eigil og jeg pustede det sidste kammer op, så han ikke kunne tage æren alene). Nu var vi klar til at rafte ned i morgen.  
Resten af dagen gik med fiskeri og hygge. Vejret var godt, solen skinnede fra en let skyet efterårshimmel. 
I løbet af natten havde der været 2 bjørne oppe og fiske i indløbet – lige ved hytten. De ville ikke forsvinde da vi lyste på dem, så vi skød en firecreaker efter dem. Så løb de! 
Stacks Image 490
24. september 
Efter et dejligt morgenmåltid fik vi pakket raften og vores floattrip kunne begynde. Vi var heldige vejret var perfekt. Solskin og næsten igen vind.
Efter at have taget afsked med søen gik det ned af elven. Det var lidt ”skuffende” at der ingen bjørne var ved deres sædvanlige fiskeplads (500 m nedstrøms søen). Det varede dog ikke længe før vi så de første bjørne, og vi endte med at se 18 forskellige bjørne inklusiv flere mødre med unger. 
Vi nåede ned til Portage ca. 10 km. nedstrøms søen kl. 16.00 og fik hurtigt sat en lejr op. Vi nåede at fange de første friske sølvlaks i vores nye homepool. Vi krogede og tabte alle adskillige sølvlaks – også Eigil fik lejlighed til at prøve kræfter med disse fantastiske fightere. Jeg landede 3 og Hans Jørgen en, inden mørket faldt på og vi kunne trække os tilbage til den store lavo (opvarmet køkken og spisetelt) for en gang frysetørret spagetti med kødsovs. Vi var godt trætte, da vi lidt senere gik til ro. 
Stacks Image 492
25. september 
Vi sov ”længe” og var først ude af soveposerne kl. 8.00. Vi sad længe over morgenmaden og nød varmen i lavoen. Det havde været en kold nat og der var frost på teltene, da vi vågnede. Vadestøvlerne var helt stivfrosne og måtte lige en tur foran varmeovnen før de var klar til brug.
Mens vi spiste morgenmad, blev der sat 2 Beaver-loads (vandflyvere) af amerikanere af ovenfor poolen. 7 fiskere med 2 guider. Det var et værre cirkus – 3 mand med fisk på samtidig og guiderne rendte rundt ude i poolen for at kejse fiskene. 
Vi pakkede rygsækken og gik en kilometer nedstrøms hvor jeg kendte en god pool. Der var godt med fisk i poolen og jeg krogede 15-16 stykker og landede 7 af dem. Hans Jørgen havde lidt problemer med at nå helt ned til fiskene så han krogede knapt så mange. Novicen Eigil krogede også et par fisk, men måtte erkende at det krævede lidt øvelse at få dem på land. Til sidst lykkes det dog Eigil at lande sin første sølvlaks. 
Da vi kom tilbage til ”homepoole” var amerikanerne fløjet og vi havde det hele for os selv. Eigil startede med at kroge en fin sølvlaks mens jeg lavede kaffe. Den var helt vild, men nu viste Eigil hvad vi havde lært ham tidligere på dagen, og han kunne lande endnu en sølvlaks. 
Jeg riggede et steelhead-rig (en lille plastik perle efter fluen) til, og 5 minutter efter krogede jeg turens første steelhead – en flot fisk på ca. 3 kg. Jeg landede også en stor fjeldørred på ca. 2,5 kg., og mistede et par sølvlaks. Så var det som om fiskeriet døde ud, og vi besluttede at gå op i starten at poolen og prøve. 
Da vi var på vej derop fik vi øje på en bjørn ca. 200-300 m. væk. Den var på vej herned. Vi gik tilbage til lejren, Bjørnen kom langsomt herned og da den var ud for lejren – ca. 60-70 m. fra os - fik den færten af os og gik over elven, og tilbage hvor den kom fra. 
En oplevelsesrig dag sluttede i lavoen, hvor vi hyggede os med kaffe og kage mens regnen langsomt begyndte at tromme på teltdugen.
Stacks Image 494
26. september 
Vi var ude af soveposerne kl. 7.00. Det havde regnet i løbet af natten, men vi stod op til fint vejr – let skyet efterårsvejr. Vi gik i gang med at fiske straks efter morgenmaden. Der var rimelig godt gang i fiskene, og jeg lander 4 sølvlaks, 2 steelhead og et par fjeldørreder i løbet af formiddagen, men ved 11-tiden døde fiskeriet ud. En af de amerikanske guider kom igen med fire klienter, så vi besluttede at tage en middagspause. Vi stegte ”halen” af en frisk sølvlaks – uuummmen…det smagte godt. 
Ved 14.00-tiden gik de 5 amerikanere videre og vi havde poolen for os selv igen. Mens de havde fisket var vores ”ven” bjørne lige nede og hilse på dem. Det var ganske underholdende og se guiden holde vagt med sin magnum 44 (han havde ikke en chance imod en Kodiak brunbjørn med den) mens de fiskede videre – i stedet for at stoppe og nyde det prægtige dyr! Typisk amerikansk. 
Efter de var gået kom den tilbage igen – mens Hans Jørgen stod ude i elven og Eigil og jeg var i lejren. Da den fik øje på Hans Jørgen svømmede den over elven, men kort efter kom den tilbage igen, og vi besluttede at holde en kaffepause. 
Efter kaffepausen genoptog vi fiskeriet. Bjørnen var forsvundet og vi så ikke mere til den, den dag. Fiskeriet var stadigt lidt sløvt. Godt nok kroger jeg 6-7 fisk, men det er, som de ikke vil tage rigtigt og jeg mister dem alle. Da det begynder at blive mørkt kommer der igen gang i fiskeriet. Jeg kroger 3-4 fisk inden for en kort periode og lander 2 af dem. Det er flotte stålblanke nystegne sølvlaks. De har sjovt nok taget den lille perle, der er møntet på steelhead. Jeg får også et par pæne fjeldørreder i 1½-2 kg-klassen. 
Nu sidder vi igen i lavoen og hygger os foran varmeovnen – med kaffe og kage. Endnu en spændende fiskedag er slut. 
Stacks Image 496
27. september 
Vi vågnede kl. 8.00 og var ved elven en time efter. Det blev en underlig fiskeformiddag. Jeg kroger 12-13 laks, men lander kun 2 af dem. De andre har også kroget en del men ikke landet nogen. Sidst på eftermiddagen dør fiskeriet ud og vi mærker intet i over en time. Vi beslutter at tage endnu en kaffepause. 
Vores ven bjørnen holder stadig til i området og han stod da også og fiskede opstrøms lejren, da vi kom ud af teltet i morges. Han lusker omkring det meste af formiddagen, men han går i en stor bue uden om os!! 
Eigil er blevet syg. Han har diarre og hoster, så han har lagt sig for at sove. Så det er kun Hans Jørgen og jeg der går aftentrækket. Det viser sig at være lige så mærkværdigt som tidligere på dagen. Jeg kroger 5-6 laks og lander en. Dagens resultat blev ”kun” 3 laks på land, trods det at jeg har kroget 17-18 stykker. 
Mens vi sider i lavoen og nyder den milde efterårsaften med teltet åbent, lusker vores ”ven” bjørnen forbi nede ved elven. Det er som om den siger: Nu er i færdige med at fiske, så kan jeg komme til. 
Dagen sluttede vanligvis med kaffe og kage i lavoen, efter en gang frysetørret bøfstroganof. 
Stacks Image 498
28. september 
Vi var ude af soveposerne kl. 8.00 – men Eigil var ikke helt frisk, så han blev i den varme sovepose. Fiskeriet var stadig ikke helt som de første dage. Jeg kroger en enkelt fisk i første træk og vi beslutter at gå opstrøms og fiske på den flade nakke opstrøms lejren. 
Jeg kroger et par fisk og lander en flot blank steelhead. Hans Jørgen fik også en steelhead, men tabte den da den skulle fotograferes. Så han fik ikke noget billede af den. Lidt efter krogede jeg en stor sølvlaks. Den var helt vild og i en stærke strøm på nakken gav den kamp til stregen, men til sidst kom den på land.  
Vi går tilbage til ”homepool” og Hans Jørgen kroger en god fisk. Desværre går hans knude op – igen igen (jeg ved snart ikke hvor mange fisk han har midstet på den måde). I løbet af formiddagen kroger vi 8-10 fisk og får 3 af dem på land. 
Aftenens fiskeri startede i homepool, men der var ikke meget liv, så vi gik opstrøms til den store nakke for at prøve der. Jeg krogede en god fisk næsten lige med det samme – men det var en kort fornøjelse. Senere krogede Hans Jørgen en flot steelhead. Den sprang ud af vandet adskillige gange og til sidst fik Hans Jøren det billede, han ikke fik i formiddags. 
Vi har ikke set vores ”ven” bjørnen siden i morges, men da vi fisker homepoolen en sidste gang inden det bliver mørkt, kommer han luskende 150 m. opstrøms. 
Det blev ikke til mere den dag. Eigil var ved at være frisk igen, men havde ikke fået fisket noget i dag. Vi har planlagt at bryde op i morgentidlig og floate ned ad elven. 
Dagen slutter igen i lavoen, hvor vi får varmet de kolde tæer efter en lang dag i den kolde elv. 
Stacks Image 500
29. september
Vi var tidligt ude af soveposerne - vækkeuret ringede kl. 6.00. Vi gav os god tid til at spise morgenmad, før vi pakkede lejeren ned. Vi var klar til at rafte kl. 9.00. 
Første stop var Canoe Rock – hvor jeg tidligere har oplevet godt fiskeri. Poolen starter med en stor sten der ligner en Kano. Her fik Hans Jørgen og jeg hver en steelhead. Det er begyndt at blæse og Eigil har det svært med sin nye fluestang. 
Næste stop er en pool der, blandt venner, hedder ”Flemmings pool” fordi jeg i 2000 fangede en stor sølvlaks netop her. Der er dog ingen sølvlaks i poolen i dag, til gengæld er den fyldt med nystegne steelheads. Hans Jørgen og jeg kroger en hele del og lander 3 hver, inden det igen går der ned ad. 
Der blæser en hård kuling lige imod os og den sidste tur ned til Canyon bliver hård. Det er svært at styre raften i den hårde vind og vi må hele tiden padle for at holde den fri af bredden. Efter det sædvanlige Karluk problem med at finde en god lejrplads – specielt en med læ for vinden - lykkes det at finde en rimelig plads med så meget læ, at vi kan få den store lavo op. 
Efter den lange seje raftingtur fik vi sat lejren op med lavo, sovetelt, elektrisk hegn og det hele. Det var en flok godt trætte lystfiskere der gik ombord i en gang frysetørret lasagne (og tro det eller ej – men det smager udmærket).
Vi ser kun en bjørn på dagens raftingtur, der var på ca. 15 km. Men det er ikke fordi der ikke er bjørnespor ved vores nye lejr, så mon ikke der også viser sig en bjørn hernede. Vi er trætte og håber på ”nattero”……
Stacks Image 502
30. september 
Vi fik vores nattero, men da vi vågnede og kiggede ud af teltet gik der 2 store bjørne 200 m. opstrøms lejren. Vi har nu set 28+ forskellige bjørne, men flere af dem har vi set mange gange. 
Vi havde behov for en god nats søvn og den var da også 9.00 inden i var ude af poserne. Vi lavede pandekager til morgenmad og hyggede os længe i lavoen. 
Vi startede fiskeriet ved 11-tiden, men der var ikke mange fisk i vores nye homepool. Eigil gad ikke fiske – han hyggede sig med den skønne natur og tog noget video. Jeg fangede 3-4 fjeldørreder og mistede en god steelhead. Den var helt fri af vandet 3-4 gange inden den smuttede. 
Ved 14-tiden tog vi en kaffepause. Blæsevejret fra i går havde lagt sig og vejret var dejligt mildt, selv om det støvregnede. Eigil hyggede sig i lavoen og Hans Jørgen tog en lur i soveteltet. Jeg gik over i poolen for at se, om der var kommet lidt friske fisk op. Det var der! Jeg krogede en stålblank sølvlaks, der desværre smuttede da jeg skulle lande den. Kort tid efter krogede jeg en til. Nu kan det godt være at Hans Jørgen kom ud af soveteltet og i vaderne.  
Men der viser sig ikke flere fisk og efter en ½ time besluttede vi os for en sen frokost – klokken var næsten fire. Efter frokosten gik Hans Jørgen og jeg igen over (den fiskes bedst fra modsatte bred) i poolen. Efter en time kroger jeg endnu en sølvlaks. Den var helt vild, flåede line af hjulet i samme øjeblik den tog fluen og sprang ud af vandet. Desværre kom heller ikke den på land, men vi havde god underholdning i den tid det varede. Vi fik en del fjeldørreder – flotte fisk helt op til 2 kg. 
Dagen slutter igen i lavoen. I morgen går det det sidste stykke ned til Lagoonen, hvor vi forhåbentlig skal hentes af en vandflyver kl. 14.00. 
Stacks Image 504
1. oktober
Vi var tidligt oppe og pakkede lejren sammen i regnvejr. Da vi var færdige stoppede regnen – typisk!!
Da vi var nået næsten ned til Lagoonen ringede jeg til vandflyverfirmaet på satellittelefonen for at høre om det var flyvevejr – det var det! Heldigvis, for det er ikke let at finde en god lejrplads her nede i Lagoonen.  På vej ud til det aftalte opsamlingssted så vi en bjørnemor med 2 unger. De fiskede i overgangen mellem elven og lagoonen. Vi tog en del billeder fra raften i ”sikker” afstand. 
Da vi havde læsset raften af og lukket luften ud af den så vi endnu en bjørn 3-400 m. henne af kysten. Da vi havde det hele af og var klar til afhentning, var der lige tid til en lille smuttur hen til mundingen for at se om der gik friske fisk op. Vi fangede lidt fjeldørreder og mistede steelhead inden vi var nød til at gå tilbage og vente på vandflyveren.  På tilbagevejen støtte Hans Jørgen og jeg lige ind i bjørnemor med de 2 unger. Vi gik en stor bue uden om dem, men alligevel var de ikke meget mere end 30 m. fra os – lige tæt nok!
Klokken 14.00 kom vandflyveren, som planlagt. Det er altid en lettelse!
Da vi var i luften, kom piloten i tanke om, at han skulle aflevere en fluestang i et alu-rør til nogle fiskere der boede i en hytten i Lagoonen. Da de gik og fiskede på den nederste del af elven, besluttede han sig for at air-droppen den. Han spurgte mig, om jeg troede det var en god ide og om stangen ville holde til det. Jeg svarede grinende, at jeg bestemt ikke troede på ideen.  Han besluttede sig alligevel for at gennemføre projektet. 
Han fløj i lav højde hen over elven og stak stangen ud af det lille vindue. Da han var lige over fiskerne ned i elven skubbede han alu-røret ud af vinduet. SLAM!!!!!!...så hang den på halerorets stabilisatorvinge. Den havde ramt præcist på midten og var flot bukket rundt om stabilisatorvingen, der hang den fint og balancerede, mens vi fløj hen over det smukke landskab.
Stacks Image 519

Piloten var ikke begejstret for situationen. Han var bestemt ikke stolt af, at skulle lande hjemme på basen med en knækket fluestang i et alu-rør hængende på haleroret, så han besluttede at lande på en sø og prøve at få den af – det lykkes. Hans Jørgen tog et billede af stangen, mens den hang på haleroret. Piloten bad os inderligt om, ikke at fortælle det når vi kom hjem til basen…ha..ha. 
Endelig hjemme i civilationen – efter 10 dage i vildmarken. Det var rart at få et bad og få plejet de mange sår på mine kontorfingere. Efter en omgang personlig pleje og lidt ud- og indpakning, var vi klar til et besøg på Henry´s restaurant. Og tro det eller ej vi bestilte fisk alle sammen. Den friske fisk (helleflynder denne gang) på Kodiak er bare så lækker. 
Efter Henry´s kan det ellers være, at vi nød en rigtig seng. Vi måtte slukke for varmen og åbne vinduet, for vi var jo ikke vant til at sove i den varme.
Stacks Image 506
 2. oktober
Vi sov rigtig længe – til kl. 10.00 – men det var tiltrængt. Efter en rigtig amerikansk morgenmad lejede vi en bil og kørte en tur. Vi endte med at fiske i en lille elv der hed Olds Creek.
Den var ikke særlig stor, men der var sølvlaks i den. Vi fangede ingen, men det var der andre der gjorde. Vi så en amerikaner der fangede en blank sølvlaks i 10-kilosklassen. Sæsonen på roadsystemet har toppet, men der går stadig laks op i elvene.
Også denne dag i civilisationen (hvis man overhovedet kan kalde Kodiak for det) sluttede på Henry´s restaurant. Denne gang tog jeg en steak, jeg var jo i USA.
3. oktober
Efter en kalorierig amerikansk morgenmad tog vi til Buskin River. En lille lækker elv hvor jeg tidligere havde haft succes. Der var rigtige mange laks i elven, men de var svære, så efter et par timer gav vi op og kørte tilbage til byen for lidt shopping. Vi fik alle købt lidt gaver og andet godt. Dagen sluttede på den lokale sushirestaurant, hvor jeg bl.a. smagte helleflynder som sushi.
Stacks Image 508
4. oktober
Nu går det den lange vej hjem til Danmark. Vi var oppe kl. 5.30 og i lufthavnen kl. 6.15, blot for at konstatere, at den først åbnede kl. 6.30 – en god time før første afgang. Vi fik tjekket vores bagage ind uden problemer og flyveturen til Anchorage tog en times tid, herefter 3½ time til Seattle. Efter et par timer i Seattle er der ”kun” 10 timer tilbage i SAS-maskinen direkte til Kastrup.  

5. oktober
SAS-maskinen lander planmæssigt i Kastrup og tidsforskellen gør at det er blevet den 5. oktober inden vi er hjemme. En fantastisk rejse er slut……….

Flemming B. Larsen
Se video fra turen
YouTube Video Poster
Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader aldrig dig
Flemming Birger Larsen